Canada Illinois

USA 2017 – Dag 1 – Ankomst

Vækkeuret mente at vores skønhedssøvn skulle afbrydes klokken 04:00.
Længe før vi selv var klar til at slå øjnene op.

Alt var pakket og lå klar i entréen, klar til at bære ud i bilen.
Denne gang har vi investeret i tre bløde “pølsetasker” så de lettere tilpasser sig pladsen og formen af enhver lejebil vi nu skulle få udleveret af udlejeren.
Vi havde endda pakket så let til de næste 30 dage at Tanjas færdigpakkede taske kunne presses sammen, og proppes ned i Peters ditto.

Til trods for at der er pakket til 30 dages roadtrip, så er der plads til dobbelt så meget igen. Vi vasker på motellerne, så tøj til en uge er rigeligt med tøj.  

Tanjas fine rejseplan på 74 sider er blevet printet, indbundet og ligger øverst i håndbagagen sammen med den gamle klassiker EZ66 Guide og Highways USA’s danske Route 66 guide.

Vi skiftede fly 2 gange undervejs. 
Først i Kastrup, og derefter i Toronto.

Vi nåede at få dårlige nerver i Kastrup, da CPH medarbejderne ikke kunne se at Grys ESTA var blevet føjet til hendes pas som det skulle, så hun fik kun lov til at komme ombord på flyet fordi Tanja havde printet mailen ud hvor der stod at den var blevet godkendt. 

Heldigvis var der ingen problemer i transit i Toronto, så det må have været CPH’s IT system der havde fået hikke. Vi kom i hvertfald til USA uden løftede øjenbryn. Immigrations medarbejderens største problem var at hans kaffekop var forsvundet, men heldigvis gik det ikke ud over hans humør 🙂

I det sidste fly fra Toronto til Chicago. 
De regnfulde skyer vinkede vi farvel til på et andet kontinent. 

I Chicago havde vi valget mellem en Hyundai Sonata, og en Kia. 
Ikke just de vildeste amerikanerbiler til en US roadtrip, men som tilfredse Hyundai ejere tog vi gerne imod Hyundai’en, der dog er noget større end Accenten der hjemme 🙂

Vel ankommet til vores første hotel, Hampton Inn & Suites i Shaumberg.

Aftensmaden indtog vi på “Weber Grill Restaurant”, der serverede lækre burgere med suverænt grillede bøffer og lækkert tilbehør. (Dagens indlæg skrevet af Peter)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *