Marokko

Lejebil – 2019 Citroen C4 Cactus

Under vores rejse til Marokko lejede vi en “Citroen C4 Cactus Diesel” eller lignende, og for første gang i mange år viste “…eller lignende” sig at være den samme vil som på billedet 🙂

Bilen var lejet hos det Hertz ejede selskab “Thrift”, og blev udleveret af en Hertz ansat, og alle papirer i bilen lå i en fin mappe mærket med tydeligt “Hertz” logo.
Årsagen til at jeg nævner dette kommer vi tilbage til under aflevering af bilen.

Bilen var udstyret med en HDI Diesel motor, samt 6 trins automatisk gearkasse, der såfremt man ønskede det også kunne skiftes manuelt med “padle kontakter” bag rattet.

Til trods for at den kun havde kørt 31.000 km, var bilen ridset og skrammet på alle karosseriflader på nær taget. Den så ud til at have levet et meget hårdt liv, til trods for at den var rimelig ny.

Indvendigt var den ved udlevering ret beskidt, til trods for at den skulle returneres ren, både indvendigt og udvendigt.

Det var mørkt, og vi måtte have liv i mobilernes indbyggede LED lys for at se og notere alle ridser på bilen.

Vores indtryk af Citroen C4 Cactus efter en uges brug

Vi havde Cactus’en i 8 dage, og nåede at køre 2.000 km.

De fleste kilometer var en kombination af landeveje samt bjergkørsel, men vi fik også kørt en del bykørsel.

Positive ting ved Citroen C4 Cactus:

Diesel motoren
HDI motoren trak meget bedre i bjergene end mange andre lejebiler vi har haft, der ofte er udstyret med modellens mindste benzinmotor.

Brændstoføkonomi
20 km/liter diesel kan man ikke klage over når en stor del af kørslen er stejle bjergveje med hårnålesving.

Frihøjden
Cactus’en har en fin frihøjde til Marokkos meget ujævne veje, og den virkede dejlig stabil, selv når underlaget ikke var det.
Der skulle meget store huller til før man kunne mærke det i rattet, og de fleste ujævnheder blev slugt af affjedringen.

Bakkamera
Dens indbyggede bakkamera var glimrende, og viste meget mere end bakspejlet. Desuden var der indbyggede hjælpelinjer der viste hvor baghjulene ville ende med fuldt udsving, samt afstandsmåling og alarm.

Siddekomfort
Cactus’ens sæder er rare at sidde i, og der er gode bredde armlæn i dørsider og midterkonsol.

Negative ting ved Citroen C4 Cactus:

Automatgearkassen
Automatgearkassen gav flashbacks til 1980.
Hver gang den skiftede gear kom der en serie relativt høje mekaniske klonk lyde, som jeg regner med var hydraulik stempler der skiftede fra ét gear til et andet.
Ved igangsætning i Marokkos mange rundkørsler havde den tendens til at vente så længe med at koble ind at den nåede at trille faretruende tæt på bilen bagved eller foran. Hvis man gav lidt ekstra gas for at fremprovokere igangsættelsen sprang bilen lidt rigelig voldsomt fremad i stedet.

Klimaanlæg
Bilens aircondition kunne slet ikke følge med, til trods for at udendørs temperaturen sjældent kom over 28 grader.
Satte man fx temperaturen på 21 grader og anlægget på auto, så steg kabine temperaturen stille og roligt uden at blæserens omdrejninger gjorde det.
For at holde temperaturen nogenlunde nede måtte vi sætte temperaturen på 16 grader og blæser motoren på omkring 75%. Herved kunne kabinetemperaturen holdes omkring de 20 grader.
Et andet irritationsmoment ved klimaanlægget var at hver gang man slukkede motoren, glemte den indstillingerne for hvor man havde bedt den om at sende luften ud, og åbnede i stedet for alle åbninger.

GPS
Bilen var udstyret med Citroens eget indbyggede GPS navigation, som jeg kun kan beskrive som grensende til det ubrugelige.
Det lykkedes ikke på noget tidspunkt at finde vejnavne, da det ikke var muligt at finde vejen i de pågældende byer.
Vi havde heldigvis koordinaterne på alle de steder vi skulle besøge, og derfor kunne vi manuelt taste disse ind som mål.
Til trods for at bilen kun havde tilbagelagt 31.000 kilometer siden den forlod fabrikken, stødte vi flere gange dagligt på veje der ikke var i GPS’en.
Det meste af tiden viste GPS’en de pågældende fartgrænser, men foruroligende ofte mente den at man måtte køre 100 kilometer i timen, hvor man ifølge skiltene kun måtte køre 60 km/t.

Hertz / Thrift udlejning i Marokko:

Vi havde læst lidt om at man skulle passe på udlejningsselskaberne i Marokko, og vores oplevelser passede meget godt på advarslerne.

Gå bilen katagorisk gennem for ridser ved udlevering, og kontroller samtidigt sæder og indtræk grundigt.

I vores tilfælde var bilen som sagt fuld af ridser og skrammer, og ét trick mange har nævnt med små diskrete brændemærker på passagersædet var også tilfældet i vores lejebil.

Så sørg for at alle skader på bilen er registreret i papirene allerede ved udlevering, både indvendigt og udvendigt. Tag en kraftig lommelygte med, til hvis bilen udleveres efter mørkets frembrud og tag en video gennemgang eller affotografer bilen grundigt ved udlevering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *