Ungarn

Dag 5 – City

I dag besluttede vi at være RIGTIGE turister. Så vi tog metroen ind til centrum, og der tilbragte vi så resten af dagen med shopping og hygge 🙂

Her en stribe billeder fra det gamle, næsten forladte, shoppingcenter: “Párisi Udvar” midt i Budapest.

Vi fik taget byens største gågade fra ende til anden, og da vi endelig var færdige, tog vi sporvognen retur til metrostationen. 

Dejlig is på en meget varm dag (over 30 grader).

Sporvogn.

Videre hjem opdagede vi så at vores station (sammen med en række andre) var lukket pga. en gay-parade i byen. Så vi endte to stationer længere væk end tiltænkt, og måtte gå hjem til lejligheden derfra.

Aftensmaden indtog vi et par hundrede meter fra lejligheden på “Restaurant Chez Daniel”Dét var en oplevelse!

Restauranten befinder sig i en gård til et lejlighedskompleks – meget hyggeligt faktisk. Men kl. 19.30, da vi ankom, var der ikke et øje, og betjeningen (en ung, meget uerfaren pige) blev nærmest overumplet af at se os.

Vi blev vist indenfor, hvor vi stod og blomstrende lidt, indtil hun fik hentet ejeren, der overtog betjeningen midlertidigt og fik anvist os et bord (der så lige skulle dækkes …)

Vi læste menukortet og blev lidt blege ved det. Der var kun ganske få retter og priserne var temmelig højere end andre steder i byen.

Men vi kunne ikke rigtigt lide at gå, så vi bestilte kylling og bøf. Og så sad vi ellers der og følte os rigtigt ilde til mode! Vi havde mest lyst til bare at gå vores vej igen (hvilket nogle senere tilkomne gæster da også valgte at gøre). Der var ingen tvivl om, at ejeren var total pløret – han kunne dårligt balancere på sine ben.

Det var bare drøn- ubehageligt det hele, med små-snavset service og halvlunkent vandhanevand … og så dukkede den unge pige pludselig op med tre appetizers, vi ikke havde bestilt. Vi fik aldrig helt styr på, hvad det var – men i hvert fald noget lever. Vi mistænkte kraftigt Foi Grais, så vi takkede pænt nej. Det gjorde egentlig kun stemningen endnu mere anspændt …

Men så kom maden, og hold da op, det var gourmetmad af super kvalitet!Vi spiste med velbehag, og bad herefter om regningen. Det tog laaang tid, før den unge pige endelig kom ud med en håndskreven lap papir. Og da vi skulle betale med Visakort måtte hun hidkalde ejeren, som så bare var alt for fuld til at betjene terminalen. Så vi måtte selv indtaste beløb og sætte kort i m.v. OMG! 🙂

Vi gik storgrinende derfra efter at have hørt på ejerens historier fra hans tid som kok på “Den Lille Havfrue” og “Kongens Kælder”, og ikke mindst hans kæresterier med en datter til skuespillerinden Judith Gringer 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *