Nevada Utah

Dag 8 – Zion National Park, Las Vegas

Mysteriet med den tabte time er opklaret. Utah er en time bagud i forhold til Californien og Arizona. Så telefonerne var selv skiftet til Utah-tid 🙂

Flere steder holder der politibiler med dukker i, som afskrækkelse 🙂
Vi spiste morgenmad på en lille, hyggelig cafe, og så satte vi kurs mod Zion National Park. Et sted vi egentlig var på nippet til at droppe, fordi vi var i tvivl om, hvorvidt det var værd at se. Men det er bestemt værd at se!

Efter nu i to dage at have set canyons oppefra, var det en fantastisk følelse at køre rundt NEDE i en canyon, og få følelsen af klippevæggene omkring sig.

Det er jo en utrolig flot natur de har heroppe, og Zion har faktisk det hele. Klipper, grønt, goldt, vandfald osv.

Med temperaturer (igen) oppe på godt 40 grader, var det en hård nyser at vandre, så vi tog kun et par korte ture, og resten med shuttle bus.

Sidst på eftermiddagen var tiden igen rendt fra os. Men heldigvis skal man helst gøre sin entre i Las Vegas efter mørkets frembrud, så skaden var til at overse denne gang 😉

Vi kørte på McDonalds og spiste til aften, og snuppede en Slush-Ice – nu med navnet “Chiller”? – med på vejen, inden kursen blev stukket ud mod Vegas. Temperatur: 39 grader …

Flere steder i Nevada er der mega fyrværkeributikker, med STORE mængder fyrværkeri!

Sådan en rulle kinesere kunne være sjov Nytårsaften 🙂
Da Las Vegas dukkede frem af mørket, blev vi noget lamslåede over, hvor stor byen er. Den er kæmpestor!
Men udover størrelsen var der ikke den forventede whauw-effekt ved ankomsten. Las Vegas ligner enhver anden storby, indtil man når ind omkring The Strip. Det havde vi nok forestillet os noget anderledes.

Vores hotel var let at finde – Stratosphere Tower – navnet siger vist det hele 🙂 Det kunne ses helt fra byens udkant. 
Hotellet ligger helt nede i enden af The Strip. Valgt sådan i håb om lidt nattero, men lad det være sagt med det samme; når Las Vegas kaldes “byen der aldrig sover”, så er det absolut sandt! Der er helt VILDT med spillemaskiner, lys og mennesker! Bare at finde rundt i hotel lobbyen, der rummer en stort casino, er en kunst i sig selv 🙂

Vores hotel.
Vi bor på 22. etage, desværre ikke med udsigt til The Strip, men ellers en fin beliggenhed og et godt værelse.
At bevæge sig rundt på hotellet, er noget af en vandretur. Det er rigtig store afstande. Selv Peter har aldrig boet på så stort et hotel 🙂

I parkeringskælderen 🙂

Pringles fåes i mange smagsvarianter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *