Californien

Dag 18 – Highway 1, etape 2

Vi vågnede op til en tåget morgen og 12 grader, brrrr …

Morgen-udsigten til havet fra motellet … nej, man kan IKKE se havet 😉
Efter morgenmad og opload af de sidste to dages blog-indlæg, kørte vi af sted på sidste del af Highway 1.
Den smukkeste del passerede vi i går aftes i tåge og mørke, erfarede vi. Men sådan kan det jo gå. Det er ikke alt guidebøgerne fortæller 🙂

Til gengæld er det rigtigt, at Highway 1 bør køres fra San Francisco mod LA og ikke omvendt. Det er pænest at køre ud mod udsigtssiden, plus at det er en fordel, at alle udsigts-holdepladser er i samme side som man kører i. Så der var da heldigvis lidt research der holdt stik 😉

Bjergene indhyllet i tåge.
Solen og temperaturen fik magt, som Highway 1 bugtede sig væk fra kysten, og da vi nåede Lille Danmark i USA; “Solvang” var vi oppe på 30 grader – skønt! 🙂

Solvang har et lidt blandet ry hos danske turister. Byen blev oprindeligt etableret som en slags dansk koloni i Californien, men udviklede sig til et turistattraktion, der har ca. 2 millioner besøgende hvert år, primært amerikanere.

Det er en slags kitch’et mini Danmark. Falske bindingsværkshuse, plastik storke og Dannebrog vajende overalt i gaderne.
Vi er begejstrede! Vi synes simpelthen det er så fint lavet! Ingen fornærmede miner her 🙂

Rundetårn 🙂

 Den lille havfrue 🙂

Vi brugte ca. 5 timer i byen. Vi gik rundt og kiggede, shoppede lidt, og spiste så sen frokost på “The Red Wiking”, hvor vi fik “Danish sandwich – open one side” (smørrebrød) med “Danish meatballs” (frikadeller), “pumpernickel” (rugbrød), rødkål og kartoffelsalat 🙂
Det smagte faktisk helt fint, omend temmelig anderledes 🙂 Hvor kartoffelsalaten derhjemme tit er lidt sur i det, var den her helt ekstrem sød. Det samme var rugbrødet. Frikadellerne smagte udemærket, men ikke ret danske 🙂

Vi skulle også lige prøve de opreklamerede æbleskiver (som de udtaler så godt som dansk … det gør de i øvrigt også med remoulade). Det var ikke ret godt 🙂 De smagte ikke af ret meget, manglede i den grad sukker.

Men sjovt var det. Også at sidde og høre tjenerne forklare de andre gæster hvad remoulade er, for det anede de jo ikke 😉

Det sidste vi gjorde, inden vi kørte videre, var at tage ind på det dansk-ejede “Olsen Bageri” og få henholdsvis en spandauer og en Raspberry Shortdough Cookie (hindbærsnitte) sammen med en kop kaffe/chokolade. DET var bare godt! Det smagte rigtig dansk.

Dernæst satte vi kurs mod Los Angeles – feriens slutdestination – hvor vi skal være de sidste dage herovre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *