Marokko

Agadir, Marokko – Dag 7

Vi startede dagen med at køre i Croco Park lige i udkanten af Agadir. Egentlig et sted, vi havde valgt fra, fordi vi tænkte det var meget småt. Men efter nogle lange køredage skulle der lidt mere ro på, så vi læste anmeldelser på Tripadvisor, og de var rigtig gode, så vi besluttede at tage af sted.

Det var en meget positiv overraskelse!
Stedet ser meget lille ud udefra. Det er det ikke. Og dyrene ser ud til at have det godt – det er det vigtigste.

Vi har aldrig før set så mange krokodiller samlet på et sted. Sikke et syn.
De fleste lå bare og døsede i varmen, men det lykkedes nu alligevel at se nogle kravle både i og ud af vandet.

Kig godt efter – her er fyldt med frøer.
Og de nuttede skabninger bruges som foder til krokodille-ungerne …

Da vi havde set alle krokodillerne, og de øvrige dyr i parken, spiste vi frokost i deres lille restaurant. En “lille” frokost:

Jeg kunne spise ca. 1/3 del – det var en helt vild portion. Og så fik vi prøvet lokal cous-cous også. Det smager ikke som derhjemme – bedre, men kvalmende i længden.
Og hvad sker der i øvrigt for rosiner i varm mad?

Blot en flot beplantning 🙂

Dernæst kørte vi ned til den 5 km lange strandpromenade i Agadir.
Den var faktisk lidt af en skuffelse.
Den er lang, bred og flot, men der er ikke ret meget at se på. Næsten ingen butikker, og kun få restauranter. Ikke som sådanne promenader i andre turistlande.

En flot skilt undervejs.
Promenaden.

Vi gik ind i et par små souk, der handlede med stort set de samme varer, som vi har set alle andre steder.
Dog fandt vi en lille keramikstage, der adskilte sig fra de øvrige ting, og som vi købte med hjem som souvenirer. Og i en anden butik måtte vi købe endnu et par magneter til køleskabet, fordi sælgeren var sådan en sød og rar mand – haha, vi blev vist blødsødne 🙂 Men herregud, det der ikke er særlig mange håndører for os, er mange penge for nogen, der har så lidt, som de har hernede.
Vi skulle købe en magnet til 10 MAD, men havde kun en 20’er seddel … han havde ingen byttepenge (sagde han), så vi måtte købe en mere 😀

Vi kom også igennem en kummerlig lille zoo. Eller … det var en tidligere zoo, der nu var blevet til en slags park. Men puha, nogle dårlige forhold dyrene gik under :-/

Katten her havde det vidst bedre end de indespærrede dyr i parken.

Vores frokost i dag endte med at blive en Banana Split, for vi trængte pludselig så frygteligt til is 🙂

Det skumrer på promenaden.
En herreløs hund tager sig et hvil.

Vi valgte at spise til aften på El Toro, hvor vi var forleden, simpelthen fordi det var så godt sidst.
Denne gang bestilte vi oksemørbrad, der smagte himmelsk!

Lækker, lækker oksemørbrad! Kun 180 MAD (ca. 126 DKK) – billigt!

Personalet her er altså også bare så søde, opmærksomme og venlige. Det er virkelig et sted vi vil anbefale!
Og prøv lige en gang at se deres badeværelser … SÅ flot (velduftende) og lækkert! Her er gjort noget ud af det, hele vejen rundt.

Et badeværelse vi aldrig har oplevet lignende.
Flot og velduftende.
Og stemningsfuldt.

Vi sluttede aftenen af med lokal, marokkansk mynte-te, lavet på friske mynteblade. Et festfyrværkeri af smagsindtryk – et perfekt punktum på en perfekt middag.

Mætte og trætte vandrede vi tilbage til vores bil, som var parkeret flere kilometer væk. Benene er godt trætte i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *