Dag 5 – På opdagelse i en vanvittig diktators hjem og flugttunneler

Vågnede op til lyn, torden og det vildeste regnskyl. Udsigten til bjerge var væk, og alt udenfor var bare gråt.

I dag skulle vi besøge to af Zagrebs største udendørs loppemarkeder, og vi var derfor lidt bange for at regnen ville få stadeholderne til at blive hjemme.

Heldigvis var det hurtigt overstået, og da morgenmaden var klaret, var himlen atter blå, og det eneste tegn på uvejret var de mange store vandpytter på parkeringspladsen.

Britanski Trg markedet

Det første loppemarked lå i det centrale Zagreb, omgivet af smukke gamle bygninger.

Her var det klart de “pænere” ting der blev handlet med. Ét trin under antikvitetshandlernes butikker.

Det var et spændende sted, og der var da en del der fristede, så som skilte og nipseting.

Der var også en del der ikke gjorde. Man kan tydeligt se at dette er et land der har været i krig indenfor ganske få årtier. Jeg kunne sagtens se det interessante i de mange ældre militær ting, så som kikkerter, radioudstyr og medaljer, men imellem dem lå der nazi memorabilia og bunker af fotografier fra borgerkrigen.
Én ting er fotografier af en stolt familiefar i sin uniform, hjemme med familien, men der var tydeligvis et marked for en særlig kategori fotos, med “krigsaktiviteter” som jeg bestemt ikke har behov for at gense.

Hrelic Loppemarkedet

Efter det pæne loppemarked i centrum, kørte vi udenfor, for at se på et bagagerumsmarked. Her var det ikke de pæne nipsting der var i fokus, men alt fra gammelt tøj til brugte vandrør.

De fleste boder havde et tema, med f.eks. brugt elektronik, radioer eller gamle motorsave, men andre så mere ud til at være alt der kan have den mindste værdi, klunset fra affaldscontainere rundt om i byen.

Det lykkedes dog Peter at slæbe et par skilte med hjem fra markedet, til trods for at han vidste, de var for store til kufferten. Disse må vi sende med posten på en eller anden måde 🤔

Shopping centeret Arena

Der var bagende hedt på det sidste loppemarked, så stadeholderne begyndte at pakke sammen i meget god tid før de lukkede. Vi trængte også i særdeleshed til at køle ned og få noget væske, så vi satte Apple Maps til at finde det højt anbefalede Arena center.

Vi startede med at frokost i Pasta Fasta i deres foodhall, før vi vandrede rundt og så alle butikkerne. Det var forholdsvist hurtigt gennemgået, da der næsten kun var mærkevare butikker.

Havde priserne så været billigere end derhjemme, så kunne det godt være at man havde ladet sig friste, men det var nogenlunde de samme.

Peter fik dog forvildet sig ind i en meget ildelugtende ostehandel, for at kigge nærmere på en ombygget Renault 4, der havde fået æren af at være udstillingsmontre.

Det virkede tydeligvis på Peter, selvom at han ikke skulle have ost 😊

Efter at have været hele vejen rundt var temperaturen faldet udenfor, så vi kørte mod bjergene på jagt efter næste sted på listen.

Tuberkulose Sanatoriet Brestovac

Dybt inde i skovene nord for Zagreb, ligger Tuberkulose Sanatoriet Brestovac gemt på en bjergside.

For at komme dertil skal man zig-zag’e sig op af en bjergvej, og det tager sin tid at komme nogen vejne, da et nyt hårnåle sving kræver at man gearer ned, inden man er nået op i fart fra det sidste.

Sanatoriet blev opført her i skovene i 1909, så tuberkulose patienterne kunne nyde den tynde bjergluft i absolut ro og fred.

Hvis sagnet passer, var det ulykkelig kærlighed der var årsagen til at hospitalet blev til. Lægen, poeten og forfatteren Milivoj Dezman, skulle have været dybt forelsket i den smukke skuespiller Ljerka Šram.

De to havde kendt hinanden siden barndommen, men da tiden kom til at de skulle studere, delte deres veje sig. Milivoj helligede sig sit lægestudie og Ljerka tog på teaterskolen.

Da Milivoj vendte tilbage til Zagreb, for at udføre sin lægegerning havde han allerede en kuffert fyldt med teatermanuskripter, der var skrevet med Ljerka i hovedrollen.
Skæbnen ville dog at Ljerka i mellemtiden var blevet gift med en anden. Hendes mand havde dog stiftet så stor en gæld at han måtte flygte fra Zagreb, for ikke at komme galt af sted med sine kreditorer.

Ljerka flyttede ind hos Milivoj, men heller ikke dette blev det lange lykkelige liv han havde drømt om, for kort efter blev hun syg af tuberkulose.

Milivoj ville gøre hvad som helst for at redde sit hjertes udkårne, og det lykkedes ham at overbevise Zagrebs borgmester om at der i bjergene over byen skulle opføres en af sydeuropas første Tuberkulose Sanatorier, og at Milivoj skulle lede det.

Ljerka var naturligvis blandt hospitalets allerførste patienter, og allerede fra starten kunne Milivoj vise store medicinske fremskridt blandt hans lungesyge patienter.
Desværre gjaldt det ikke hans store kærlighed, der døde i hans arme i 1913.

Efter hendes død fortsatte han sit arbejde med lungesyge patienter på sit sanatorium.

I dag er sanatoriet desværre en forvitrende skal, der stille og roligt forfalder.

Den bruges i dag som paintball bane, hvilket ikke havde kunne lade sig gøre i Danmark. En del af de bagerste bygninger er ikke i en stand, hvor det er forsvarligt at klatre rundt på dem. Slet ikke mens adrenalinen kører, og man er mere optaget af om nogen er efter en, end om det man står på kan bære.

Man kan stadig se hvad nogle af områderne tidligere har været anvendt til. I kælderen kan man tydeligt se fliseklæb fra de forlængst stjålne fliser i det store køkken, udenfor er en stor svalekælder, fra før man fik køleskab.

Og den to etagers gang, hvor man på billedet fra 1935 kan se de hvilende patienter, er der også, selvom førstesalen er væk.

Pansion Medvednica

Da vi havde kendskab til det forladte hotel, Pansion Medvednica, der lå “lige om hjørnet”, kørte vi indenom, på vejen videre til dagen primære mål.

Pansion Medvednica har haft en særdeles omtumlet tilværelse de sidste mange år, og der har været mange forsøg på at holde liv i bygningerne, med lige så mange forskellige formål.

Oprindeligt opført i 1939 af postvæsnet, som en mindre bjerghytte.

På et tidspunkt udvidet til det 28 værelses hotel, med en vanvittig flot udsigt, fra sin placering på bjergsiden højt over Zagreb.

Hotellet havde værelser med plads til både 2, 3 og 4 overnattende gæster, en restauration, pejsestue og bar område.

Efter sin tid som Hotel har de skiftende ejere forsøgt at genoplive den som Spejderhytte, Naturskole og som Øjenklinik.
Den har også haft navnet “Syndikatets Hus” i en periode, hvor der serveredes kaffe og brød for nogle af Zagrebs borgere, der tog på vandretur i bjergene.

I 2010 ejedes den af fagforeningen for certificerede ingeniører og arkitekter, og havde status af “Fagforeningshjem”.

I 2012 forsøgte en forening, ved navn “Association of Friends of Medvednica” at redde det. Deres hjemmeside var stadig aktiv i 2013, men der er det sidste jeg kan finde om aktivitet på adressen.

Efterfølgende har man opgivet at finde en ny ejer, og efterhånden er det som ikke har værdi, blevet knust eller på anden måde ødelagt.

Det flotte tag, der lignede messing (men nok er en zink legering) er også blevet stjålet, så vandet trænger stille og roligt gennem etagerne, med alt hvad der medfølger af råd, mos og forfald.
Det forsvandt i etaper i løbet af 2016.

Da vi besøgte det, kunne vi også se, at nogen var begyndt på at fjerne brostenene i indkørslen.

Man kunne stadig se bygningens charme, selvom den bestemt er medtaget. Klimaet hernede er mindst lige så fugtig som der hjemme, og 6 år uden klimaskærm har helt sikkert sat sine spor.

Alle træerne nedenfor hotellet er vokset op, og nu dækker de for en god del af den imponerende udsigt. Græsset gror mellem fliser og brosten.

Når man kigger ud af de enorme vinduer er det derfor også trækroner og vildnis, der fanger øjet.

Det indtrængende vand fra den manglende tagdækning gør bestemt også sit for at nedbryde stedet.
Når man går ned af gangen og kigger ind på værelserne, kan man se at menneskerne er flyttet ud, og naturen ind. Der er et væld af grønne planter, der spirer og gror som om hotellets værelser var væksthuse.

Inden solen begyndte at gå ned, havde vi lige et enkelt sted mere vi skulle besøge. Et sted hvis hemmelige tunneller Peter havde store forventninger til.

Villa Rebar

Villa Rebar var den tidligere diktator Ante Pavelić’s hjem, med en skjult udgang bagerst i huset, der ledte til en række hemmelige tunneler dybt under skoven bag huset.

Hvis ikke man kender til Ante Pavelić, så var han lederen af den fascistiske og ultra nationalistiske Ustaše bevægelse, og som under anden verdenskrig var allierede med Hitlers Nazistiske styre, og med deres egne koncentrationslejre, kan man ikke just sige at han holdt sig tilbage.

Pavelić besøgte Adolf Hitler, blandt andet på hans “Berghof”.

Efter anden verdenskrig flygtede Ante Pavelić ud af landet, hvor han kunne finde ly hos allierede. Han var i en årrække ansat som Argentinas præsidents sikkerhedsrådgiver, hvor han gik under navnet Pablo Aranyos.

Ved et forfejlet attentat blev Ante Pavelić ramt af en række kugler, mens han var i eksil. Han overlevede i første omgang sine skader, men følgevirkningerne fra episoden var dog grund til at han døde to år senere i december 1959.

Da han blev forsøgt myrdet, boede han i Italien, hvor han havde til huse i en række af Vatikanets ejendomme.

Efter flugten blev hans imponerende hjem omdannet til et resort.
De to øverste etager var bygget i træ, og efter en stor brand i 1979 brændte huset ned, så man i dag kun har stueetagen i sten tilbage.

Allerede før vi ankom, kunne man se at dette var et særligt sted. Der er et armeret vagt rum ved hver indgangsvej, hovedvejen havde endda to.

Det der er tilbage i dag er et køkken, hvad der kunne ligne en stue (med indgangen til tunnellerne i hjørnet) og en overdækket terrasse, under terrassen på første sal.

Indgangen til tunnellerne ligner blot indgangen til et rum, bagerst i huset, men bag døren bagerst i dette rum finder man en hvælvet tunnel, der forsvinder ind i bakken bag huset, dybt under skoven.

Tunnelen deler sig op, for at lede en til en af de tre udgange.

Undervejs kommer man forbi flere vagtrum, og nogle udgange er skjult i vildnisset, og andre har plads til en vagt med skydeskår.

Aftensmad på Steakhouse Opatja, der smagte godt, men Tanjas bøf måtte en ekstra tur i køkkenet, da den nærmest var rå i midten.