Dag 8 De smukke søer i Plivice Nationalpark

Tidligt op og af sted mod Kroatiens største turistattraktion; Plivice søerne. Selvom vi vidste at der ville være mange mennesker, så havde vi ikke fantasi til at forudse, HVOR mange der var.

I går spildte vi en masse tid på at vente ved vejarbejde, så vi bad Apple Maps om at lede os udenom, for ikke at komme for sent.

Sagen er at man betaler for at få adgang i et “slot” af en times varighed. Køber man billetter til klokken 10:00, så lukker de en udelukkende ind mellem 10:00 og 11:00. Kommer man klokken 11:01, er pengene til billetten spildt.

Da vi nærmede os enden på rundturen, begyndte det at buldre i det fjerne, og vi frygtede lidt, at vi skulle blive fanget udenfor i et vejr, som det vi oplevede i går.

Heldigvis nåede vi frem til restauranten for enden af gå ruten, før det for alvor begyndte at regne. Vi sad i tørvejr under et tagudhæng en times tid, og ventede på at det skulle aftage, mens vi kunne se dem der var ude på ruten efter os, komme ind og ligne druknede mus.

Til sidst mistede vi tålmodigheden, og tænkte at vi ville gøre et forsøg, mens køen til transitbussen var lidt kortere (folk var gået i læ). Men lige før busserne kom, begyndte regnen blot at tage mere og mere til, indtil udsigten bare blev helt grå af en mur af regn.

Mens vi kørte i bussen løb vandet ind af taglugen, og der dannede sig en hel sø foran på bussens gulv.

Få minutter efter vi kom frem til endestationen klarede det op, og efter en halv time var der atter blå himmel og solskin.

Villa Izvor

Villa Izvor, var den Jugoslaviske regerings svar på amerikanernes Camp David. Et super luksuriøst resort-lignende kompleks, dybt inde i den beskyttede Plivice Nationalpark.

Her kunne man på 6.000 kvadratmeter tage imod gæster, og repræsentere landet, når man ikke, som rygterne siger, holdt vilde fester i de højere lag af offentligt ansatte.

Førstesal består af gange med et uendeligt antal døre til de mange, mange gæsteværelser. I stueetagen lå restauranten til 150 spisende, biografen og bowlingbanen. I kælderen gemte man, udover teknikken og fyret, også en flugttunnel bag en tynd muret skal, hvorfra man kunne flygte ud til garageanlægget, der var gemt bag en bakke.

Mange steder står der, at det var den tidligere præsident Joseph Tito’s private luksus villa, men det passer ikke. Han var ikke så meget til store udskejelser og offentlig luksus, og har kun besøgt stedet en håndfuld gange.

Byggeriet blev igangsat i 1948, hvor Tito’s forgænger; Ivan Ribar var Præsident. Bygningen stod dog først klar til at modtage sine første gæster kort tid efter hans afgang i januar 1953.

Da bygningen stod færdig, var det det dyreste offentlige byggeri nogensinde i Jugoslavien. Marmortrapper, marmor fra gulv til loft på badeværelserne, luksuriøse tæpper og vægge dækket med ædle, importerede træsorter.

Udsigten fra bjergsiden var… …bjergtagende. Selvom villaen ligger i Plivice Nationalpark, kunne man dog ikke se de populære søer.

Vi undlod at udforske førstesalen, da vandindtrængen havde nedbrudt gulvene i en grad, hvor de ikke var sikre at gå på. Det er spændende nok, når gulvet er svampet, gynger og man kan se store revner i det bærende beton.

Ligesom ved Villa Rebar, i bjergene bag Zagreb, er der en hemmelig flugttunnel i kælderen. Her er den skjult bag en tynd opmuret skal. Tunnellen går under en bakke bag huset ud til dets garageanlæg.

Vi havde hele stedet for os selv. Først da vi havde sat os ind i bilen for at køre, mødte vi de første andre mennesker. To biler med tyske nummerplader afslørede at de var turister på opdagelse, lige som os selv.

Mørket var så småt ved at falde på, og efter at have forsøgt os med flere lukkede restauranter, faldt vi ved 21 tiden over en lille perle.

Langt ude på landet lå, hvad der bedst kan betegnes som en Kro, hvor væggene var dækket med træudskæringer og udstoppede dyr.

Midt i restauranten stod en udstoppet bjørn på bagbenene og tog i mod os.

Maden var virkelig lækker, og meget, meget billig.

Tanja fik en mørbrad i svøb, og Peter kunne umuligt sige nej til Bjørn, da først han så den på menukortet.

Som altid var maden brun, men smagen fejlede absolut ingenting!

Mætte og glade trillede vi den sidste times kørsel “hjem” til hotellet.