Californien

Dag 3 – Barstow, Calico, Needles

I dag startede den egentlige roadtrip ind i landet.
Først kørte vi et smut omkring Barstow, hvor der bl.a. er er Route 66 museum. Men der var lukket (kun åbent i weekender). Heldigvis stod der en masse, gamle tog udenfor, så dem kiggede vi på i stedet 🙂

Derefter kørte vi til spøgelsesbyen; Calico. Det er en gammel mineby fra 1800-tallet, som består af nogle få originale bygninger, mens resten af byen er rekonstrueret.
Da vi ankom, spurgte billet-damen hvor vi kom fra. Da vi svarede Danmark, fik vi gratis entre 🙂

Gry & Peter foran den genopbyggede skole.
Calico kan bestemt anbefales! Der er meget flot, og ikke mindst hyggelig, nu vi (til vores store overraskelse) ramte en meget stille dag.

Udsigt over byen.
Men det var også en MEGET varm oplevelse med temperatur oppe omkring 35 grader og ikke ret mange skygge-muligheder. Men så var det godt, at det endelig, endelig lykkedes at opstøve Slush-Ice! 🙂 Vi troede det var en amerikansk opfindelse, men det viser sig at amerikanerne gør sig mest i Frosted Limonade, der SLET ikke er det samme. Så der var lykke! 😉

Apropos varme, så reddede vi os alle tre lidt solskoldninger i går i Sea World, på trods af solcreme. Så i dag investerede vi i amerikansk faktor 50, både som almindelig lotion, og som spray (under tryk), hvilket lader til at være amerikanernes foretrukne. Det virker tilsyneladende ret godt.

Da Calico lukkede kl. 17, drog vi videre og fandt Route 66. Her kan man ikke køre ret stærkt. Fartgrænsen er 55 m/h, men vejen er i så dårlig forfatning, at man ofte må køre langsommere.
Route 66 er virkelig ØDE! Kilometer efter kilometer uden skyggen af nogen andre biler – ej heller byer. Vi mødte til gengæld flere tog, alle flere hundrede meter lange og med op til 4 lokomotiver til at trække. Ret vildt!

Vores lejebil på Route 66.
Mens jeg skriver dette, æder vi stadigvæk endeløse mil på Route 66. Vores planlagte aftensmad på Roy’s blev til et par poser chips. Der var ikke noget køkken …
Nu har vi så kurs mod nærmeste by, der ligger 100 miles fra Roy’s. Klokken har passeret 20, og det skumrer kraftigt. Det er SÅ typisk vores ferier 😀

Next stop Needles, mad og en seng! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *