USA 2018 – Dag 5 – Verde Canyon Railroad
Onsdag d. 29. august 2018:
Vores start på dagens endte med at blive temmelig forsinket. For da vi var klar til at forlade Flagstaff, og lige havde tanket bilen, begyndte motorlampen på bilen at lyse :-/
Vi kørte ud til den lokale Alamo biludlejning i Flagstaff lufthavn og forelagde dem problemet. De tilbød enten at bytte bilen til en Mustang, de havde stående – eller at vi selv kørte bilen ned på deres tilknyttede autoværksted og fik den tjekket. Da de mente det blot var en fejlindikator, og der kun skulle en nulstilling til, valgte vi den sidste løsning og kørte på værksted.
På værkstedet kom de frem til samme konklusion, og nulstillede på computeren i bilen. Da vi havde takket mange gange og sagt farvel, startede bilen … ja, så lyste motorlampen fortsat 😀 Nå, men vi fik grønt lys til bare at køre, og så håber vi bare der ikke tilstøder et reelt problem med motoren, for det kan vi jo ikke rigtigt advares mod nu …
Men endelig kunne vi komme af sted! Vi strøg igennem Sedona med de smukke røde klipper, vi tidligere har besøgt:
Videre ned til Clarkdale for at tage på togtur med “Verde Canyon Railroad”.Her havde vi rigtig flottet os med billetter på 1. klasse 🙂 Og vi fik derfor plads i denne meget flotte vogn:
Vi havde en rigtig hyggelig og meget smuk 4 timers togtur igennem Verde Canyon. Der er ikke så meget at sige. Billederne taler for sig selv:
Endestationen på turen, der går frem og tilbage ad samme spor (i alt ca. 20 mil), er den lille spøgelesesby; Perkinsville. Her er ikke ret meget tilbage, men her er dog resterne fra det gamle fundament til vandtårnet (til damplokomotiverne), en opbevaringsbygning, og så den gamle stationsbygning:
Klokken var 17, før togturen var forbi. Vi lagde en hurtig slagplan, og besluttede at køre af sted videre efter aftensmad og overnatning.
Det var – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – ikke den bedste idé. Vi var i bjergområde, og der var også temmelig meget vejarbejde … og mørket faldt hurtigt på. De småbyer, vi kom forbi, kunne ikke rigtigt tilbyde noget, så vi måtte bare køre videre.
I den meget fine by; Strawberry troede vi eller liiige, vi havde held i sprøjten. Vi faldt over nedenstående motel:
Men ak, her var ingen betjening – kun booking via web, og vi havde bare intet signal på vores mobiler :-/ Vi gjorde et tappert forsøg på at få en ordre igennem, men måtte desværre opgive og køre videre mod den lidt større by; Payson.
Her fandt vi lækker aftensmad på den italienske “Gerardo Bistro”, og vi fik booket et motel, der lige nu har vist sig at være et snavset og utøjsbefængt sted. Sådan kan det gå.
Endnu en dejlig dag har fået ende, og der skal ses dyner lige om lidt.