Dyreparken Loro Parque – Tenerife – Dag 4
I dag bestod dagens program af en køretur om på den anden side af øen, for at besøge “Loro Park”, der er en meget rost dyrepark.
Inden vi nåede så langt, var vi dog så usvigeligt heldige at ramle ind i et kæmpestort loppemarked i vores naboby 🙂
Det var søreme noget af en oplevelse. Der er rigtig meget, spaniolerne mener er guldskatte, og som i vores øjne nok mest er affald. Man kunne købe alt fra snitteplader til foodprocessorer (hvordan man ellers finder ud af, hvilken der passer), over gardinringe i spandevis, til tudsegamle bærbar computere.
Vi fandt ikke selv nogle skatte, men blev en oplevelse rigere, det er helt sikkert 🙂
Vi kørte videre rundt om øen til Loro Park, hvor vi tilbragte resten af dagen i selskab med alle Parkens dyr.
Vi tog selvfølgelig også ind og så de forskellige shows – her med delfiner:
Mærkeligt som vi aldrig bliver trætte af det 🙂
Efter delfinshow, så vi show med spækhuggere:
I parken er en ret usædvanlig indendørs udstilling af gopler. Det var rigtig spændende – og ikke mindst flot – at se.
Man bliver helt i zen af at stå og betragte dem 🙂
Parken er rigtig hyggelig og velpasset. Dyrene virker også til at have det godt. Eneste minus er den måde, hvorpå de holder deres fugle. – De er placeret i stribevis af smalle og mørke bure rundt omkring i parken. Det er ikke optimale forhold.
De er ganske nysgerrige, mange af fuglene.
Parkens nyeste attraktion er et par løver. Dem var vi heldige at komme til at se ret godt – så det kom der selvfølgelig også nogle billeder ud af:
Og så var der flere fugle af forskellige slags:
“Ad, dun i næbbet!” … bemærk den opmærksomhedskrævende kammerat i baggrunden 🙂
Parken har også en “haj-tunnel”; en glas-tunnel hvor man kan gå under fiskene og nogle hajer.Det har vi set mere imponerende andre steder. Men jeg fik da fanget Peter med en haj i baggrunden 😉
Et enkelt akvariebillede blev det til, for resten derindefra blev ikke ret gode:
Og så er der et superflot pingvin-område! Det er meget stort, og kan slet ikke vises ordentligt på billeder.
Her pumpes iskrystaller ind (ligner sne, når det falder) kontinuerligt for at medvirke til at gøre miljøet så naturtro som muligt.
Pingvinerne virkede til at trives, og flot ser det ud!
Da det blev aften, kørte vi hjemover, og fik undervejs en fuldstændig smagsløs pizza til aften hos restaurant “Venecia” i Candelaria.
Vores udlejer er vendt tilbage til os efter flere rykkere, og siger nu, at netforbindelsen bliver ordnet i morgen. Vi får se …