Marokko

Agadir, Marokko – Dag 2

Åh-åhh, en nat :-O Vores værelse er placeret over hotellets bar, og da der endelig blev stille dernede, gik resten af natten med on/off hysterisk barnegråd fra naboværelset :-/
Godt trætte fandt vi atter hotellets restaurant, denne gang for at få noget morgenmad. Morgenmadsbuffetten er ret stor, men ikke udpræget interessant. Det var dog intet problem at finde noget, vi kunne spise – og selv kaffen var helt ok.

Efter morgenmaden gik vi ud i receptionen og bad om at få et nyt, mere stille værelse. Det kunne de heldigvis godt tilbyde, men først efter frokosttid. Vi gik derfor op og pakkede, så vi kunne aflevere vores bagage til opbevaring.

Vi fandt vores lejebil og kørte af sted mod “Paradise Valley”, der ligger ca. en times kørsel fra Agadir, hvor vi bor.

Et foto fra turen, inkl. lejebilen.

Det var en dejlig tur væk fra byens larm, og også ganske underfundig. Her fik vi vores første indblik i, hvordan marokkanerne vil forsøge at lave penge ud af alt, fordi de simpelthen er så fattige, og ikke rigtigt har nogle muligheder.
Så snart vi nærmede os området, og der var lidt vand, var her små “caféer” med plastmøbler ude i vandet. Vi så ingen turister sidde disse steder og hygge sig, så nogen guldgrubbe er det nok ikke. Vi synes heller ikke selv, det så særlig attraktivt ud.

Var det noget med en lille drink her?

Vi skulle gå et godt stykke, før vi ankom til et temmelig mærkeligt sted, som vi tænkte måtte være “Paradise Valley”. Et fuldstændig ødelagt og snavset stykke turist-attraktion, der gjorde det nærmest umuligt at fotografere det, der skulle forestille at være “paradis”.
Lidt af et kulturchok, men på sin vis også med sin egen charme 🙂

En af de mange herreløse hunde.
Et lillebitte stykke natur, der kunne fotograferes.
Og et lillebitte stykke mere.
Det øvrige så f.eks. sådan her ud.
Og her smider caféerne deres affald, åbenbart.
Et sødt æsel midt i det hele 🙂
En lille “café”.
En sød killing 🙂

Hvis vi nu ikke var taget så relativt uforberedt af sted til Marokko, som vi må erkende, at vi er i denne ombæring, så ville vi have vidst, at dette ikke var hele “Paradise Valley” – at der faktisk er et lille paradis for enden af en (lidt længere) gåtur. Det opdagede vi, da vi kom hjem … sådan kan det gå 🙂
Men den forunderlige oplevelse kan ingen tage fra os 😉

Udsigt ned over dalen med alle palmerne midt i det golde.
Og også en selfie 🙂
Her tilbydes også toiletforhold … 🙂
Forladt beboelse og souvenirbutik.
Geder på vejen – ikke et særsyn her 🙂
Mange, gamle Land Rovere er her også.
Stranden i Agadir.

Vi kørte hjem igennem den flotte, men golde natur. Hjem til hotellet, hvor vi samme morgen havde booket spabehandlinger – ahhhh! 🙂
Vi fik marokkansk hamam (dampbad m.v.), og blev skrubbet godt rene. Derefter hydromassage i boblebad, og en dejlig, afslappende kropsmassage. I alt 2,5 times forkælelse af alle sanser, afsluttet med marokkansk myntete <3

Det var lækkert! Og virkelig afslappende! Personalet var super søde, og havde rigtig meget humor, så vi fik også grinet virkelig meget. Også selvom vi havde lidt sprog vanskeligheder, idet deres engelsk ikke var ret godt. Men med fagter og korte sætninger gik det helt fint 🙂

Hovedsproget hernede er arabisk, men de fleste taler også flydende fransk, da Marokko er tidligere fransk koloni. Uheldigvis taler ingen af os hverken arabisk eller fransk, så generelt var sproget til tider en udfordring for os.

Udsigt fra indgangen til det nye værelse. Man kan ane havet 🙂

Da klokken igen var løbet lidt pga. køreturen og den lange spabehandling, besluttede vi at give hotellets restaurant endnu en chance, da de tilbød buffet. Men det var virkelig dårlig mad! Helt utroligt, at de kan servere så tør og kønsløs mad på et (såkaldt) 4-stjernet hotel.

Helt generelt skal man være klar over, at deres hotel-standard her i Marokko ikke helt stemmer overens med, hvad vi forventer, os fra Europa.
Her på Timoulay vil de meget gerne fremstå flotte og fine, men falder igennem på mange områder, bl.a. på meget slidt interiør, og den her virkelig ringe mad.
Skulle vi give hotellet her stjerner, ville vi give det 3 stjernet status. Og jeg tror generelt, man godt kan trække en stjerne fra, for at få et realistisk billede af, hvad man kan forvente.

Men helt sikkert et ganske udmærket middelklasse hotel 🙂

Vi gik tidligt i seng, for i morgen har vi planlagt en meget lang køredag.

Lokal lastbil med mange hastighedsmærker på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *