Sri Lanka – Dag 14
Tiden går så stærkt, og i dag vågnede vi så op til sidste, hele dag i Sri Lanka.
Vores faste chauffør; Henry hentede os ved hotellet, og vi satte kurs mod hovedstaden Colombo.
Undervejs passerede vi en antik-butik, og det lykkedes os at få chaufføren til at gøre stop, så vi kunne komme ind og kigge.
Et fantastisk sted med rigtig mange ting og sager. Men de er vant til at handle med udenlandske kunder her, så priserne ligner dem derhjemme.
Det lykkedes dog Peter at få forhandlet et gammel Esso skilt ned i en pris, hvor vi også godt gad lege med – så det kom med hjem til Danmark 🙂
Dagens først planlagte stop var et Sea Turtle Conservation Center, hvor de udover at udklække havskildpadder også tager sig af syge og tilskadekomne skildpadder.
Stedet var meget lille, og ret hurtigt overset, så vi var hurtigt videre.
Vi kørte til Lunuganga Geoffrey Bawa’s Country Estate and Brief Garden, der er den fine have arkitekten; Geoffrey Bawa har designet og opbygget fra 1948 og frem til sin død i 2003.
Haven er såmænd hyggelig, men vi havde nok forventet os lidt mere, ud fra de fotos vi har set herfra 🙂 Herunder er vores egne fotos, der nok er mere retvisende:
Da vi havde fået set på haven, og fået en guidet tur i huset, kørte vi det sidste stykke ind til Colombo, hvor vi skal overnatte.
Vi droppede chaufførens guidede Colombo tour og bad i stedet om at blive sat af ved hotellet; “Marino Beach Colombo”, hvor vi fik et dejligt værelse:
Og en … interessant … udsigt 😀
Vi fik noget mad og gik tidligt i seng. I morgen er intet andet på programmet end kørsel til lufthavnen og rejsen hjem.
En rigtig dejlig ferie er forbi, og hjemme venter Danmark og kulden 🙂