Sri Lanka – Dag 13 – En lokal middag

I morgenlyset åbenbarede sig, hvorfor natten blev forstyrret af ganske meget trafikstøj:

Vi indtog morgenmad sammen med rigtig mange russere. Så vi blev konstant mast rundt ved buffeten (de har skarpe albuer!) – men mad fik vi da, og vi satte os lidt for os selv og nød omgivelserne.

Vi blev, som aftalt i går, hentet kl. 10 i tuk tuk. Og så blev vi kørt ud mod tsunami-museet med lidt stop undervejs, hvor chaufføren fortalte om de ulykkelige begivenheder, så godt han nu formåede på sit ikke helt forståelige engelsk.

Det var rigtig grimt og uhyggeligt at høre om. Og bedre blev det ikke, når vi stod foran den store massegrav, hvor de var nødsaget til hurtigt at få begravet alle ofrene for tsunamien, pga. varme og forrådnelse – og dermed risiko for sygdomme :-/

Museet er etableret af en overlevende – i det, der før tsunamien var hendes bolig. Hun havde rimeligt engelsk og var meget fortællelysten, så vi fik rigtig mange informationer. Ikke mindst hendes egen personlige fortælling om, hvordan hun var løbet og løbet, ind i landet, indtil hun var 10 km væk fra landsbyen og simpelthen ikke kunne løbe mere. Og hvordan hun havde siddet op ad et træ og spekuleret på, hvor langt op vandet ville komme – om hun overhovedet var i sikkerhed.

Først to dage efter turde hun gå hjem, og det syn der mødte hende med lig overalt, og bebyggelse der var jævnet med jorden, var selvfølgelig helt ubeskriveligt og forfærdeligt.

Den nok mest kendte historie verden over, når talen falder på tsunamien i Sri Lanka, er historien om alle de mennesker, der blev slået ihjel i et tog. Tsunami-toget – Queen of the Sea.

Kvinden på museet fortalte, at da vandet kom brusende, flygtede befolkningen selvfølgelig ind i landet. Nogle nåede frem til dette tog, og tænkte at de kunne søge tilflugt her. Ingen havde forestillet sig, at bølgerne ville være 10 meter høje :-O

Den første bølge var ikke så slem, måske et par meter høj. Men den anden bølge væltede toget rundt med voldsom kraft, og mindst 1.500 mennesker blev dræbt – de fleste fanget indeni togvognene, hvor de troede, de var i sikkerhed.

På museet var også et par billeder taget fra det hotel, vi bor på. Her kan man se den første bølge rulle ind:

Den skræmte ikke folk så meget, for den var ikke ret stor og lavede kun ringe skade. Da den trak sig tilbage, efterlod den havbunden blotlagt, lige så langt øjet rakte. Dette fik mange til at gå ud på stranden og iagttage fænomenet. Hvor var havet blevet af? Ingen vidste, hvad det betød, og de var chanceløse, da næste, store bølge kom brusende. De kunne simpelthen ikke nå at flygte.

Vi bliver kørt retur til byen, hvor vi går på opdagelse i hovedgaden. Ved en ejendom ser vi et fint, gammelt skilt ligge henslængt. Vi prøver at ringe på for at spørge, om vi evt. må købe det, men ingen åbner. Da vi skal til at gå, ruller en bil op, og så viser det sig at være ejerne. Mærkeligt tilfælde 🙂
De forærer os søreme skiltet, for det skulle alligevel smides ud. Hvor heldig kan man være 😉

Der blev også tid til et besøg hos en lokal frisør. Peter fik studset lokkerne for 40 kr. – og vi blev samtidig en lokal oplevelse rigere 🙂

Benene var ved at være lidt trætte, så vi gik på jagt efter en gave at tage med til middagen i aften. Vi spurgte os lidt for, i håb om at blive klogere på lokal kutyme, men synes ikke rigtigt de svar vi fik, var så brugbare.
Vi endte med at købe nogle danske småkager, og så noget chokolade 🙂

Dernæst tog vi retur til hotellet og slappede af i varmen, inden middagen.

Som dagen gik på hæld, bevægede vi os meget spændte mod familiens hus. Der var læst lidt op på lokal etikette osv., men vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente.

Vi blev budt hjertelig velkommen, og snart bedt om at bænke os ved spisebordet. I Sri Lanka er det en skik, at man serverer mad for gæsterne, der spiser først – alene – og så kan man spise selv bagefter. Det havde jeg heldigvis læst, men det forbereder en ikke rigtigt på, hvordan det føles at sidde og spise, mens en flok mennesker står rundt om en og både opvarter og holder øje med, om man nu kan lide maden 😀
Det er et mindre mirakel, at jeg ikke spildte al maden ned af mig selv af bare dårlige nerver 😉

Jeg fik også lært at få ris transporteret ind i munden med hænderne 🙂 Det er ikke helt let!

Maden var lækker, og heldigvis ikke stærk, hvilket jeg havde frygtet, da jeg jo er lidt udfordret m.h.t. karry …
Efter maden fik vi en rundvisning i huset, som sønnen har fået bygget på deres gamle grund efter Tsunamien. De bor i stueetagen, og sparer sammen til at afslutte 1. salen, der skal indrettes som to B&B lejligheder. Disse skal gerne give familien en lille bi-indtægt.

Efter rundvisningen fik de lækreste pandekager, inden vi tog afsked og gik retur til vores hotel.

Det var en super hyggelig aften!