Kroatien dag 1, Petrova Gora og et hemmeligt partisan hospital

Gry og Kira satte os af i lufthavnen, og er taget på sommerferie i vores hus, mens vi tager syd på.

De kan komme ud på landet i et par uger, og kattene får selskab af deres største fans.

Dette blev vores første flyvetur med en Boeing 737 Max, siden de havde en pause med flyveforbud 🙁

Da vi kom om bord, havde en kvinde havde taget vores vinduesplads, men da det var en meget kort flyvetur, undlod vi at brokke os.
Vi fik dog lidt ondt af hende, da vi kom i luften, for hun viste sig at have voldsom angst ved takeoff.
Hun fik fat om både stoleryggen foran OG den stakkels dreng, der sad i den. Han fik noget af et fast kram.

Flyveturen var ellers ganske rolig, og vi ankom til strålende solskin, og Zagreb er da den sødeste lille designperle af en lufthavn.

Hentede vores lejebil hos OK mobility. Denne gang blev det en skrig blå Kia Ceed med 10.000 km på tælleren.
Ifølge OK mobility’s ansatte var der ingen skader, men den havde en grum front skade, en ridse ved bagdøren, og et hak i en af fælgene.

Vi kørte direkte til hotellet ”Princess Hotel” i Jarastrebarsko, der skal være vores base de næste 14 dage. Vi ankom dog en time før vi kunne tjekke ind, så vi satte os udenfor for at nyde en frokost, samt det gode vejr i mellemtiden.

Det første værelse vi fik udleveret var et ryger værelse, som vi straks tog ned og fik byttet til et andet. Fy for den lede, hvor der kan lugte, især med tykke tæpper på gulvet.

Da vi var kommet endeligt på plads, og i sommertøjet, tog vi ud på oplevelse.

Vi lagde ud med et par sites, der ligger relativt tæt på hotellet. Men selvom at der kun var små 85 km, tog det 1 time og tre kvarter at komme frem.
Dette viste sig hurtigt at blive et tema på hele rejsen. Hvis ikke man kører på (betalings) motorvejene, så tager det evigheder at komme frem, og man skal igennem den ene landsby efter den anden, som perler på en snor.

Kort før vores første destination, Petrova Gora passerede vi en åben bom, og et indkørsel forbudt skilt, der var flyttet væk fra vejen.

Min umiddelbare tanke var, at der nok blev lukket af til området om aftenen, men vi kørte efterfølgende forbi uden at tænke videre over det.
Denne beslutning endte med at blive interessant senere 😉

Petrova Gora Monumentet

Petrova Gora Monumentet, der også hedder “Monumentet for opstanden af ​​befolkningen i Kordun og Banija” er et enormt 7 etagers monument, på toppen af et bjerg, kilometer væk fra noget som helst.

Bjerget, monumentet er opført på, hedder også Petrova Gora, hvilket på dansk betyder “Peters Bakke”. Stedet er opkaldt efter kongen Petar Snačić der efter sigende skulle være blevet dræbt i kamp på bjerget.

Grundstenen til monumentet, der er opført for at mindes den lokale modstand mod nazisterne under anden verdenskrig, blev lagt i 1946. Resten af byggeriet måtte vente til 1980-1981. På grund af krigen blev monumentet rømmet i 1991, og lokale ribbede det for alt af værdi, inkl. genbrugelige byggematerialer. De rustfri stålplader der før omsluttede det 7 etager høje monument, kan sikkert den dag i dag findes på tage i området.

Vi havde ikke monumentet helt for os selv, da der var et andet par, som også gik rundt og fotograferede, og nød den svimlende udsigt fra toppen.

De var lidt ærgerlige over at vi havde parkeret lige udenfor, fordi de havde parkeret nede ved kroen, og vandret op af bjerget i mere end en time for at komme frem.

Det viste sig dog, da vi skulle videre, at den passerede bom nu var lukket og låst. Dermed var det ikke muligt at komme samme vej ned fra bjerget.

Vi skulle dog ikke samme vej tilbage i første omgang, da vi skulle videre til et gammelt hospital, som partisaner havde opereret i, godt skjult, langt ude i skoven.

Her har man renoveret lidt på de gamle bygninger, så man stadig kan se, hvor der blev plejet sårede, og hvor man opererede, kun ved hjælp af dagslys fra de eneste store vinduer i komplekset.

Partisanernes hemmelige hospital

Mellem 1942 og 1945 drev partisaner et skjult hospital langt ude i skovene ved Petrova Gora. Her lykkedes det dem at behandle og pleje mere end 5.000 patienter i løbet af de tre år. Til trods for ihærdige forsøg lykkedes det ikke lokale nazi sympatisører at lokalisere det.

Mere end 1.000 patienter, mange af dem sårede fra krigen, døde dog på det primitive hospital. Disse ligger stadig begravet i området omkring lejren.

Operationsstuen er det eneste rum i komplekset med store vinduer. Disse var den primære kilde til arbejdslys for læger og kirurger, når patienter skulle opereres.

Man kan stadig finde en del af det oprindelige udstyr i de gamle barakker, der får nogle år siden fik en mindre renovering. Stedet er ikke nemt at finde, hvilket også var årsagen til at de kunne udføre deres gerning helt til slutningen af krigen.

Bagefter forsøgte vi at køre en anden vej tilbage til Jastrebarsko, i håbet om at finde en vej ud af skoven, der ikke var lukket af en bom, og efter en halv times kørsel af meget støvede veje, var vi i den modsatte ende af skoven og heldigvis stod lågen vidt åben ved den første udgang vi fandt.

Lejebilen så dog ikke så pæn ud, som da vi havde hentet den, blot 6 timer forinden.

Tilbage i Jastrebarsko, var det ved at være spisetid, og her fandt vi så ud af, at der så godt som ingen restaurationer er i området, ud over hotellets egen.

Det lykkedes dog i sidste øjeblik at finde et andet alternativ, så vi kastede os ud på bjergvejene igen, vel vidende at hvis ikke vores tip holdt vand, så kunne vi ikke nå tilbage til vores hotel, før køkkenet var lukket.

Naturligvis var den anbefalede restaurant lukket permanent, da vi kom frem, så der var ikke andet for end at vende sultne tilbage til Jastrebarsko.

For at gøre ondt værre viste det sig at også Lidl lukkede kl 21.

En bager havde dog åbent, og her blev datteren slæbt frem, da ejeren opdagede, at vi ikke talte kroatisk. Datteren var heldigvis velbevandret i det engelske, og vi gik derfra med pølsehorn og en wrap med skinke og coleslaw.

For at følge op på bagværket gik vi ind i den nærliggende gyde hvor Tanja tidligere havde spottet et ishus. Bananasplit er der altid plads til 😜