Sri Lanka – Dag 12

Vores chauffør samlede os op kl. 05.30 på hotellet, så vi kunne komme af sted på hvalsafari i Mirissa, der skulle være et rigtig godt udgangspunkt for at se hvaler og delfiner.

Vi får udleveret en flaske vand og en meget tør sandwich på skibet. Det udgør morgenmaden på dette “luksuriøse cruise” (som der står i rejseplanen) 😉

Kl. 07.00 er vi endelig klar til afgang. Alle turister er kommet ombord, og har fået redningsveste på. Båden er godt fuld.

Hvalsafari her er ikke som de hvalsafarier, vi har oplevet i andre lande!
Der mangler respekt omkring dyrene, der rent ud sagt bliver jagtet, både med fly og så alle turistbådene, der hele tiden kommunikerer sammen om hvor der er set delfiner eller hvaler.

Faktisk foregik det meget som vores safari i Yala, hvor der også blev kørt ræs efter at komme først hen og se (så man kan få de bedste drikkepenge).
Vi vil rent ud sagt ikke anbefale at støtte det. Dyrene bliver stresset unødigt. Det er ren profit.
Havde vi vidst dette, var vi aldrig taget af sted!

På trods af al den jagten rundt, så vi stort set kun delfiner. Hvalerne var hver gang væk, når alle bådene for fulde drøn nåede frem.
Men da de fleste både vendte om og sejlede retur mod havnen, valgte vores bådfører at tage en runde mere, og pludselig var der bid – og det endda den meget sjældne Blåhval.

Det er et gigantisk dyr! Det var temmelig vildt at se.
Man kan forestille sig, at den netop viste sig nu, hvor der kun var et par både tilbage og dermed mere stille.

Vi sejlede retur til Mirissa, hvor vi bad vores chauffør vente lidt, mens vi lige slentrede en tur langs havnen.

Efterfølgende kørte vores chauffør os rundt på en lille rundvisning i Galle Fort, der er endnu et af Sri Lankas UNESCO sites.

Vi fandt et sted at spise lidt frokost, og herfra havde vi udsigt til nogle lokale arbejdsmænd, der gravede ud på denne måde:

Ikke særlig effektivt 😉 Man forstår godt, hvorfor landet er så fattigt, når man ser, hvordan de griber mange opgaver an.

Derefter blev vi kørt til vores hotel for de næste par dage, nemlig Citrus Hikkaduwa, som vi havde valgt, fordi Peter boede her, sidst han var i Sri Lanka med sine forældre som barn – og inden tsunamien i 2004.

Vi blev fra start af noget skuffede over hotellet. Vi synes ikke, personalet virkede særlig venlige og servicemindede, og så er her tilmed fyldt af russere (der som bekendt er nogle af de mest egoistiske turister, man kan feriere sammen med).

Så vi valgte at gå på opdagelse i området i den vanvittige og larmende trafik 🙂
Vi kiggede på butikker, og var også inde at få en kold cola til min fortsat drillesyge mave, på en rigtig hyggelig, lille café.

Vi kom forbi en lillebitte butik, hvor ejeren tog hjerteligt imod os. Hun var simpelthen fantastisk! Træfigurerne i butikken var alle lavet af hendes far, fortalte hun.
Vi var nødt til at købe en souvenir med hjem! 🙂 Det blev den fineste elefant-mor med baby, der kom med os hjem til Danmark som gave <3

Fordi hun er så sød, lader vi os lokke til at lave en aftale om en tuk tuk tur i morgen med hendes bror, så vi kan komme ud og se tsunami museet.

Vi kom også forbi en frugtbod, hvor vi endelig kunne få taget et foto af de røde bananer, man kan få hernede:

Hygge-vandreturen ændrede undervejs lidt karakter, mens vi gik holdt Peter øje efter alle de tøj butikker vi passerede i håb om at få øje på en særlig batik butik. Nemlig butikken “Sajeena” der blev drevet af den lokale familie, Peter og hans forældre havde haft et tæt forhold til fra 1970’erne til den dag Tsunamien ramte Hikkaduwa for fuld kraft. Siden Tsunamien hørte de ikke mere fra dem, og der kom ikke svar på de mange breve de sendte herned.
Det kunne være rart at få klarhed. Er de i live, eller blev de ramt dengang?

Det viste sig at de fleste af Batik butikkerne var lukket og erstattet af de sædvanlige “kinatøjsbutikker”. Der er kun 3 butikker tilbage i Hikkaduwa med egenproduceret batik.

Den første batik butik var lukket i dag, og nummer to kunne ikke hjælpe. I den tredje (og sidste butik) sad en ung mand bag disken, og solgte guidede ture og oplevelsesbilletter samtidigt med at han passede kassen for sin fars batikfabrik i baglokalet.

Han ledte os ud i fabrikken, hvor han bad alle damerne kigge på billedet af vores venner, der stod foran deres butik omkring 1980.
Billedet var et af min fars gamle lysbilleder, som jeg havde scannet før vi rejste.

En af damerne lyste op, da hun så billedet.
Det var nemlig hendes fætters svigerinde, der stadig boede i byen, et stykke derfra.

Ejerens søn bad os om at komme tilbage senere, og fløj derefter ud af døren for at finde dem.
Da vi kom tilbage ved det aftalte tidspunkt, bliver vi straks genet ind i en tuk tuk og kørt hen til familien, der viser sig at bo ganske tæt på.

Vi er helt omtumlede – det er bare gået stærkt! Og der står de så foran os, lyslevende allesammen, og har det godt.

Det viser sig at de har opført et nyt hus på den gamle grund.
De mistede det meste til Tsunamien, og var derfor meget glade for at få en kopi af vores billeder fra dengang.

Det bliver ikke noget langt besøg, for det er allerede små-sent, men vi bliver inviteret til middag i morgen, hvor vi kan tale mere sammen. Utrolig søde mennesker!

Det kan man da kalde en begivenhedsrig dag! 🙂
Godt trætte vælter vi på hovedet i seng på hotellet.